Grænsegængere
En grænsegænger er en EU/EØS borger der:
arbejder i Danmark, bibeholder sin bolig/folkeregistrering i sit hjemland, og tager med jævne mellemrum tilbage til bopælslandet.
Grænsegængere skal ikke søge om opholds- og arbejdstilladelse eller EU registreringsbevis i Danmark, men skal straks efter ansættelsen i Danmark henvende sig på Borgerservice i den kommune virksomheden er beliggende i.
Trin 1: Borgerservice – Personnummer og sundhedskort
Grænsegængere får ikke et dansk CPR nummer, men får et særligt sundhedskort, der giver ret til sundhedsbehandling i Danmark på lige vilkår med alle andre. Det kræver dog at medarbejderen:
- Arbejder minimum ni timer pr. uge, 18 timer pr. 14 dage eller 39 timer pr. måned i Danmark
- Indbetaler til ATP
- Ikke arbejder i sit bopælsland
Grænsegængere skal henvende sig på Borgerservice i den kommune, hvor virksomheden ligger for at få udstedt det særlige sundhedskort. Udover sundhedskortet udsteder Borgerservice en attest E 106 (attest på, at man er sygeforsikret i Danmark). E 106 afleveres i medarbejderens hidtidige sygeforsikringssystem i hjemlandet.
Medarbejderen skal medbringe:
- Personlig legitimation med foto
- Dokumentation om civilstand (evt. vielsesattest) og børn
- Ansættelseskontrakt
Adresse og åbningstid på Borgerservice findes på kommunens hjemmeside.
Trin 2: Skat – Skattekort
Den udenlandske medarbejder skal betale indkomstskat i Danmark, men kan også være delvis skattepligtig i hjemlandet. Skat udsteder skattekort og giver råd og vejledning om fradrag, dobbeltbeskatning osv.
Skattekortet udstedes af nærmeste Skattecenter. Hos Skat får man:
- Et skatteydernummer (et skatteteknisk CPR nummer)
- Et skattekort
Medarbejderen skal medbringe:
- Personlig legitimation med foto
- Dokumentation om civilstand (fx vielsesattest) og børn (fx fødselsattest)
- Dokumentation for bopæl i hjemlandet
- Nyeste skatteopgørelse fra bopælslandet
- Ansættelseskontrakt
- Bankoplysninger fra bopælslandet
Adresser og åbningstider på nærmeste Skattecenter findes på www.skat.dk
Trin 3: Bankkonto, sprogkursus, arbejdsløshedsforsikring, indbo- og ulykkesforsikring, læge/tandlæge, kørekort, registrering af bil/motorcykel
Bankkonto
Alle medarbejdere skal have en dansk bankkonto for at få udbetalt løn. Medarbejderen henvender sig i en bank for at oprette en konto.
Medarbejderen skal medbringe:
- Ansættelseskontrakt
- Personlig legitimation med foto
- -Skatteteknisk CPR nummer
Sprogundervisning
Grænsegængere fra EU/EØS-landene har krav på kommunal danskundervisning. Det er den kommune, hvor den udenlandsk medarbejder er skattepligtig, der skal tilbyde danskundervisningen.
På Borgerservice kan man få oplyst, hvor og hvornår undervisningen finder sted.
Udover traditionel undervisning kan man på internettet følge danskkurser. På www.nyidanmark.dk > ”Integration af nyankomne” findes information om online dansk, som kan følges gratis – eventuelt før medarbejderen tiltræder jobbet i Danmark.
Arbejdsløshedsforsikring
Grænsegængere kan vælge at være arbejdsløshedsforsikret i bopælslandet eller i arbejdslandet
(Danmark). I tilfælde af fuld ledighed får grænsegængerne dagpenge fra bopælslandet. Ved delvis eller periodisk ledighed får grænsegængere dagpenge fra den danske arbejdsløshedskasse (hvis medarbejderen er medlem af en dansk a-kasse).
Indbo- og ulykkesforsikring
Alle ansatte er dækket af den obligatoriske arbejdsgiverforsikring, men det er vigtigt, at medarbejderen også er omfattet af en ansvarsforsikring i fritiden. Bed derfor den udenlandske medarbejder tjekke sine forsikringsforhold (indbo-, ulykkes-, bilforsikring osv.)
Læge og tandlæge
Grænsegængere med det særlige sundhedskort har samme ret til læge- og tandlægebehandling, som alle andre danskere, men kan vælge om de vil benytte en dansk læge eller en læge i bopælslandet.
På www.nyidanmark.dk > Citizen in Denmark findes fyldestgørende information på flere sprog om det danske sundhedssystem bl.a. om valg af tandlæge.
Kørekort
Grænsegængere skal ikke ombytte deres udenlandske kørekort til et dansk kørekort.
Udenlandsk registrerede køretøjer
Grænsegængere kan benytte deres udenlandsk registrerede køretøj i forbindelse med udførelsen af arbejdet i Danmark.
Yderligere information om regler for grænsegængere på:
Tyskland – Danmark: www.eures-kompas.eu
Sverige – Danmark: www.oresunddirekt.com

